Krigen i Gaza begynder at vise resultater, siger den israelske hærledelse.
Efter 16 dages bombardementer af Gaza er antallet af raketter, som palæstinensiske Hamas dagligt afsender mod Israel, nemlig blevet halveret.
Ifølge en talsmand er Hamas svækket af både en ødelagt infrastruktur og af mangel på ammunition.
Ifølge BBC har den israelske hær nu sendt en række af sine såkaldte reservister ind i Gazastriben. Israel afviser dog, at de indkaldte reserver er et udtryk for, at en ny fase er begyndt i den militære offensiv mod Hamas.
Mindst 880 palæstinensere er blevet dræbt under bombardementerne, mens 13 israelere har mistet livet.