Det er blot en måneds tid siden, at parterne indgik våbenhvile efter Israels 22 dage lange offensiv i Gazastriben. Onsdag bombede Israel igen flere områder i Gazastriben.
Både palæstinensiske indbyggere og talsmænd fra Hamas siger, ingen personer er blevet ramt, og der kun er sket materielle skader, skriver Reuters.
Blandt andet er tunneler, der løber fra den egyptiske grænseby Rafah, og som bliver brugt af militante til våbensmugling blevet ramt.
En talsmand fra den israelske hær siger, at de har ramt syv tunneler og yderligere et mål i Gaza.
Bombardementerne kommer dagen efter, at militante fra Gaza sendte en mortergranat ind over Israel.
Efter våbenhvilen har israelske ledere svoret, at de vil slå hårdt ned på alle raketter eller granater, der blev sendt ind over den jødiske stat.
Både ledere fra Hamas og Israel forsøger lige nu at nå til enighed om et egyptisk forslag til en udvidet våbenhvile, der indebærer udveksling af fanger og åbning af grænseovergange til Gazastriben.