Tiden læger alle sår, siges det. På Island tager det tilsyneladende længere tid end andre steder.
I går blev de folkevalgte islandske politikere mødt af vrede demonstranter, da det islandske parlament, Althingi, skulle åbnes, skriver den islandske avis Morgenbladet.
Op mod 2000 vrede demonstranter var mødt op for at vise deres utilfredshed, der fortsat har afsæt i politikernes rolle omkring finanskrisen, der ramte Island særlig hårdt i efteråret 2008.
Utilfredsheden kom til udtryk ved, at de fremmødte demonstranter kastede æg, yoghurt og grøntsager imod de folkevalgte, skriver den islandske avis.
Parlamentsmedlem Thor Sigurdsson blev ramt i hovedet af et æg, så han faldt og måtte hjælpes op af sine kolleger. Også præsident Grimsson fik habitten smurt ind i grøntsager, da han steg ud af sin bil.
Demonstranterne er vrede over politikernes håndtering af den økonomiske krise.
I kølvandet på internetbankens Icesaves krak i 2008 lånte landet omkring 30 milliarder kroner af Holland og Storbritannien, men tilbagebetalingen er endnu ikke startet, da vælgerne i flere omgang har stemt politikernes udkast til en aftale ned.