Mellem jul og nytår dukkede en yngre islamforsker op på min tv-skærm for at kommentere de netop vedtagne FN-sanktioner mod Iran.Han leverede varen, som vi journalister og værter siger. Engageret, klar, entydig. En uge tidligere havde jeg været til et møde på Carsten Niebuhr-afdelingen under Københavns Universitet. Her forsvarede en stribe mellemøsteksperter sig mod de anklager om pro-islamisk forskning, som teologen og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Jesper Langballe under forskelligt dække har rettet mod dem.De leverede også varen. Bare ikke den samme, som den forskeren i fjernsynet leverede. De talte om nuancer og konstant afprøvning af synspunkter og vurderinger. Det er problemet. Forskeren og journalisten på min tv-skærm levede op til nogle basale journalistiske krav i forholdet mellem tv-vært og offer: Værten og programmets redaktør havde fastlagt det overordnede tema. Via en researcher var værten blevet gjort bekendt med forskerens holdning, og efter en direkte kontakt mellem vært og forsker var der indgået en kontrakt mellem dem om, hvilket budskab der skulle ud til seerne.Nøgleordet var det, vi i branchen kalder spidsvinkling . Når der kun er mellem tre og fem minutter til rådighed ville både journalist og forsker yde seerne en meget dårlig service, hvis de bare kastede sig ud i samtalen, uden at have planlagt, hvor den skal føre hen.Men det er jo netop forskerens opgave. At opstille hypoteser. At afprøve dem. At stille kritiske spørgsmål til de kritiske spørgsmål. Det kræver tid og nuancering. Tv-værten har ingen af delene og må derfor i sin søgen efter sandheden tage spidsvinklingen i brug som redskab. Det kan lykkes, men det kan også forvanske budskabet. Det dilemma redegjorde forskerne på Carsten Niebuhr-afdelingen for. Nu fisker den kristne korsridder Jesper Langballe i rørte vande. Carsten Niebuhr-forskernes og tv-nyhedsværternes dilemma har givet ham lejlighed til at bruge skatteborgernes penge til at købe sig en alternativ islamforskning, som stinker af politisk manipulation. 10 millioner til at forske i terror og Islam . Motiv: forskerne på Carsten Niebuhr mangler evnen til »at skære til benet.« Kan det blive mere ironisk? Han skulle hellere have bevilget pengene til forskning i det egentlige problem, nemlig hvordan vi får redelige forskeres nuancerede resultater ud til det brede tv-publikum.