Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er på statsbesøg i Libanon og planlægger at lægge turen forbi landets sydlige grænse til Israel.
Det har fået USA, Israel og flere libanesere til at kalde besøget for en provokation, skriver BBC.
Onsdag blev Ahmadinejad modtaget i Beirut af en kæmpe menneskemængde og en demonstration arrangeret af Hizbollah. Her roste han Libanon for "modstanden mod verdens tyrannier", men slog samtidig fast, at han støtter et forenet Libanon.
Iran gav massiv støtte til at genopbygge de landsbyer, som blev ødelagt under krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006, hvor 1200 libanesere og 160 israelere mistede livet.
Derfor frygter en del libanesere, hvilke konsekvenser en provokation som dette besøg kan få.
Grænselandet mellem Libanon og Israel er præget af konstante spændinger. Så sent som i august dræbtes to libanesiske soldater, en libanesisk journalist og en israelsk officer i et væbnet sammenstød, som udløstes, da israelske tropper afkortede et træ tæt på grænsen.