- Vi er kendt for at være en åben kirke. Hvis nogen gerne vil være i kirken, skal de have lov til det.
Det siger Ivan Larsen, der er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro i København, torsdag aften til TV-Avisen.
Onsdag flyttede 11 iranske asylansøgere ind i kirken og indledte en sultestrejke for at gøre opmærksom på deres ulykkelige situation.
Iranerne, som er mellem 20 og 35 år, har opholdt sig i danske asylcentre i årevis og frygter at blive sendt tilbage til Iran.
Torsdag holdt kirkens menighedsråd og præster et møde om situationen uden at nå frem til en afklaring.
- Det er en helt ny situation, og vi har brug for mere tid til overveje, hvad vi skal gøre, og rådføre os med andre, siger Ivan Larsen til DR.
De 11 iranere får foreløbig lov til at blive i kirken.
Fire af de 11 er kristne, to tilhører bahái-religionen, mens de fem øvrige er muslimer. Ifølge iranernes kontaktperson, Masoud Reisvand, er der tale om kultur-muslimer, som ikke rigtig tror på noget.
Ifølge Stefanskirkens hjemmeside har flere af de 11 været udsat for tortur i Iran, og en af dem er blevet psykisk syg i Danmark på grund af angst for at blive sendt tilbage til hjemlandet.
SF's integrationsordfører, Karina Lorentzen, siger til Ritzau, at hun forstår iranernes desperation:
- Man bliver desperat at opholde sig så længe i lejre, men en sultestrejke er bare ikke et hensigtsmæssigt våben. Vi har hørt dem, og vi er allerede i gang med at gøre noget.
Hun fortæller, at en embedsmandsrapport inden længe skal komme med anbefalinger på området.
- Der er sat 200 millioner kroner af til at forbedre forholdene for asylansøgere, for vi synes ikke, det er værdigt at skulle vente så længe i et asylcenter, siger Karina Lorentzen.
Det er regeringens målsætning, at asylansøgere højest skal sidde i et asylcenter i seks måneder.