Irans forsvarsminister, Ahmad Vahidi, bekræfter fredag amerikanske påstande om, at to iranske jagerfly i sidste uge angreb et amerikansk førerløst fly - kaldet en drone - over Den Persiske Bugt.
- I sidste uge trængte et anonymt og ukendt fly ind i luftrummet over territorialt farvand tilhørende Den Islamiske Republik Iran. Flyet blev tvunget til at forlade vort territorium som følge af en klog og beslutsom indsats fra vore styrker, siger Afmad Vahidi.
Pentagon, USA's forsvarsministerium, har sagt, at et af dets droner blev angrebet, selv om det befandt sig i internationalt luftrum.
- Vores fly var aldrig i iransk luftrum, sagde George Little, talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, torsdag i Washington.
Han sagde, at droneflyet udførte en rutineovervågning over internationalt farvand, hvor Iran sporede flyet og skød mod det adskillige gange.
Episoden fandt sted den 1. november under en "rutineovervågning."
- USA har gjort det klart over for Iran, at det ikke har planer om at indstille flyvninger med droneflyene over internationalt farvand i Den Persiske Bugt, sagde han og tilføjede, at det er gængs praksis i "vores bestræbelser på at skabe sikkerhed i regionen".
Droneflyet MQ-1 Predator flyver meget langsommere end kampfly, og det blev yderligere forfulgt af iranske krigsfly, mens der blev affyret skud mod det igen. Droneflyet landede senere sikkert på en militærbase i området.
Dronen blev opdaget og forfulgt af iranerne omkring 16 sømil fra den iranske kyst. Irans territoriale farvand slutter 12 sømil fra kysten.