Som han selv siger det, så tænder han ikke på danske parcelhus-dramaer. Og der findes som sådan heller ikke en større kontrast til vore søvndyssende liguster-kvarterer end de dødbringende bander, som Asger Leth indlod sig med i Haitis slum. I det såkaldte City Soleil-område i hovedstaden Port-au-Prince, som i dag er kendt som verdens farligste sted .

Faktisk drømmer om Asger Leth om at spillefilm. I dag får den 36-årige dokumentarist diverse tilbud fra Hollywood, der måske bare er tomme løfter, men alligevel understreger, hvor meget Leth ramte plet, da han med livet som indsats placerede sig selv midt i det autentiske drama på Haiti.

»Det er så dramatisk så man tror, det er en spillefilm,« som han kort formulerer det, da vi møder ham på en fredelig plæne i Valby.

Siden hans berømte far, Jørgen Leth, i 1982 lavede sin oversete spillefilm Udenrigskorrespondenten på den eksotiske ø, har sønnike været fascineret af kulturens farverige forhold til liv og død. Det var dengang Baby Doc var diktatur i woodoo-riget. Dengang, hvor turister frit kunne lande og lette og fyre den af med dekadent livsstil på luksushoteller med guldvandhaner og tigre i buer. Dengang, hvor der nok var politisk vold, men ikke kriminalitet som sådan. Få år senere eksploderede Haiti i revolution vold, hvilket ikke forhindrede Jørgen Leth i at flytte ind midt i det konstante kaos, hvorfor han senere blev dansk konsul.

At styre sin frygt

Asger Leth besøgte ofte sin far, men i slutningen af 2003 så han snit til at komme ind, inden flytrafikken lukkede ned. Hans mission: At komme tæt på den daværende præsident Aristides personlige bøllekorps fra City Soleil, kaldet les chimeres (spøgelserne - red.). Frygtet for deres nådesløse evne til at begå politiske mord til højre og venstre uden at blive straffet.

»Jeg søgte efter en stærk historie, men ingen turde tage til Cité Soleil. Pludselig hørte jeg om en fransk pige, der hed Lele, som rendte rundt dernede sammen en serber. Der så jeg en gateway. Jeg fik kontakt, og første gang, jeg kørte der ind, var jeg var så bange. Det var jeg faktisk hver gang.«

Hvad stiller man op med den frygt?

»Man er nødt til at sige: Jeg er bange, men jeg gør det alligevel. Frygt er også godt, for så er ens opmærksomhed skærpet.«

Asger Leth fik stærkt brug for skærpede sanser i selskab med de karismatiske bandeleder-brødre 2pac og Bily, som mod alle odds syntes en film om deres liv som crackpåvirkede hardcore-gangstere, var en fin idé.

Moralsk storm

»De her drenge her stod virkelig med ryggen mod muren. De vidste, de skulle dø. Derfor ville de meget gerne fortælle deres historie. Også fordi de var meget mediebevidste om al muligt hiphop og bling bling og ved at blive berømte, var der måske en kvart chance for at ingen ville røre dem,« fortæller Asger Leth, der ikke er i tvivl om at undersåtterne ville have ædt ham levende, hvis ikke 2pac og Bily havde haft så nært et forhold til både franske Lele og den serbiske kameramand, Milos Loncarevic. Sidstnævnte blev i øvrigt så engageret i bandekrigene at han på et tidspunkt ville bytte kameraet ud med et gevær og deltage i løjerne. Med andre ord: At være flue på væggen hos et par umiddelbart sympatiske gangstere, kræver en vis moralsk habitus. Asger Leth var ikke i tvivl om realiteterne. Filmens hovedpersoner er psykopatiske dræbere.

Men bør man så fremstille dem som helte?

»Jeg har selvfølgelig været ude i en moralsk storm. Bør man give den slags mennesker et talerør eller bør man lade være? Jeg synes det er vigtigt at fortælle, at det ikke kun er banderne, der er problemet. Jeg vil gerne pege på, at de ikke noget håb, derfor tager de pistolen. Og hvis man vil stoppe det, så bliver man nødt til at fortælle deres historie,« pointerer instruktøren, og understreger at han i øvrigt synes, det er pissenaivt at tro ens film kan ændre verden .

Wyclef Jean er Gud

»Men alle bliver jo nødt til at komme med en lille brik hver. Og ved at fortælle den menneskelige historie på den her måde, tror jeg de riges børn på Haiti bedre kan forstå, hvordan deres land skal gøre op med sit politiske kaos. De går jo i skole på Harvard og den slags steder, og jeg ved at mange af dem har set filmen, og var rystede.«

Asger Leth mener også at dens spillefilmsagtige appeal rammer dagens ungdomskultur over en bred kam, blandt fordi The Fugees-hiphopstjernen Wyclef Jean (som er født på Haiti) både medvirker, del-finansierer og har lavet musikken til Ghosts of Cité Soleil .

»For 2pac og Bily og mange andre haitianere er Wyclef Gud og symbolet på, at det kan lade sig gøre at ændre sin virkelighed. På den gode måde.«

2Pac og Bily nåede aldrig at se filmen. De er begge blevet dræbt. Asger Leth har ikke selv været på Haiti, siden han forlod øen i juli 2004. Det er stadig for farligt.

Nyhedsavisen skriver om filmen:

Ghosts of Cité Soleil er et farligt og fascinerende visit i et lukket gangster-land befolket med så langt ude-skruppelløse typer, at de ægte hiphopstjerner, som filmens hovedpersoner ser så meget op til, ligner karakterer fra en docu-soap. Med andre ord. På Haiti er virkeligheden er så vild, at man tror det er løgn. Alene den franske pige, Lele, er så kontrastfyldt og vanvittig en bifigur, at man også kunne lave en hel film om hendes særprægede Moder Teresa-gen. At gangster-brødrenes magt-blær bliver lige lovlig triviel i længden ændrer ikke ved, at Asger Leth viser stort personligt vovemod i både valg af location, personer og klippestil. Især er den MTV-agtige redigering både gennem-musikalsk og ofte bevidst tumultuarisk, hvilket kun understreger følelsen at stå midt i Cité Soleil. Alt sammen tilsat et skarpt øje for de menneskelige omkostninger i et kaos-styre, hvor politisk fordærv har fået lov at gennemsyret Haiti i flere årtier. En modig og vigtig film.

5 stjerner