Den 41-årige smukke svenske sangerinde Carola Häggkvist burde bare skulle knipse lidt for at få mændene til at stille op.
Men sådan er virkeligheden åbenbart ikke.
Ikke engang netdating fungerer for Carola, der bliver fravalgt, hver gang mændene finder ud af, hvem hun er.
Carola er begyndt på netdating, fordi hun igennem længere tid har haft svært ved at finde en kæreste på den naturlige måde .
- Jeg var villig til at tage en chance og prøve netdating. Først var jeg modstander, fordi man jo gerne vil have, at et forhold skal føles som om det er bestemt af skæbnen. Men på den anden side har jeg hørt om mange, der har mødt en mand på nettet, siger Carola til det svenske radioprogram P4 Premiär .
Carola forsøgte sig med den kristne netdating-side Den sunde himmel under en venindes navn, men det gik slet ikke.
- Den ene fik en total kortslutning, da han fandt ud af, hvem jeg var, og spærrede for al videre kontakt. Den anden blev også rigtig sur og skrev, at det var for dårligt, at jeg ikke fra starten meldte ud, hvem jeg er, fortæller Carola til radioprogrammet.