Nu får skuespiller Laura Drasbæk for alvor mulighed for at vise, hvad hun kan på et dansegulv. Hendes partner har nemlig meldt fra til næste uges udgave af TV2's populære dansekonkurrence. Det skriver B.T.
Normalt danner den mørkhårede Lærkevej-skuespillerinde dansepar med Silas Holst. Men han spiller på flere heste og har også gang i musicalarbejdet ved siden af dansedysten i fjernsynet.
Så når 'Mamma Mia' får danmarkspremiere i Tivoli næste fredag, bliver det med den kendte dansefyr på scenen.
Det afbud stiller Laura Drasbæk i en svær position i Vild med dans, hvor der i næste uge kun vil være syv par tilbage.
Men parret har dog fundet på en løsning, så de har mulighed for at gå videre i konkurrencen, selvom de ikke begge kan være til stede. De nærmere detaljer vil den mandlige halvdel af parret dog ikke afsløre.
"Det skal være en overraskelse," siger Silas Holst hemmelighedsfuldt til avisen.
"Men jeg kan sige sige, at vi har fundet en løsning, der bliver både skæg, sjov og overraskende," uddyber han dog.
Sidste år stemte seerne Aquas René Dif ud af showet, da han prioriterede at spille en koncert frem for at møde op i tv-programmets dansestudie.