Der blev noget lummert i 'Vild med dans' studiet i fredags, da programmets ene vært Claus Elming fulgte op på en dommerkommentar til Anne Kejser.
"Allan Tornsberg siger, at du har meget spredte ben, er det et generelt problem?," spurgte Elming kækt da Anne Kejser og partneren Martin ventede på deres karakterer fra dommerne.
"Den var noget upassende, synes jeg. Jeg lod være med at svare på spørgsmålet, for tavshed er det værste, man kan give i sådan situation. Så kunne han stå og stege lidt," fortæller Anne Kejser til bt.dk, og fortsætter:
"Jeg nåede ikke rigtigt at tænke noget i situationen, men Martin sagde 'what' og var noget forbavset bagefter," siger en noget irriteret Kejser.
Dog kommer det ikke som en overraskelse for den nyudklækkede danseprinsesse, at der kan komme sådanne udtalelser fra den dameglade Elming.
"Det er jo Claus Elming! Jeg har ikke talt med ham om episoden, og jeg går ud fra, at TV2 taler med ham, hvis de synes, at han er gået over stregen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en god 'comeback line', men det var ikke lige smarte bemærkninger, jeg havde flest af på det tidspunkt. Fortsætter han på fredag, så skal jeg nok give et modsvar," advarer hun.