Med næsten 10.000 nyhedsudsendelser på bagen er Henrik Skovgaard en af TV 2's mest erfarne nyhedsværter.
Men nu skal der åbenbart friske kræfter til. Det skriver B.T.
Henrik Skovgaard debuterede som vært, da TV 2 i 1998 begyndte at sende morgen-tv. Siden fortsatte han på andre redaktioner, og senest har han fungeret som vært for TV 2 Sporten.
Men nu er det altså slut med at præsentere nyheder.
"Ja, det er rigtigt, at jeg stopper som vært, og det er jeg ked af, for jeg har været rigtig glad for at være vært og ville gerne have fortsat. Det er ikke bare et job, men også en identitet og et håndværk, som jeg har fået lov til at dyrke i 12 år. Derfor kom det som lidt af et chok for mig, da jeg fik besked om, at der ikke længere er brug for mig som vært," siger han til avisen.
Selvom TV 2 vil have den rutinerede nyhedsvært væk fra skærmen, er Henrik Skovgaard blevet tilbudt et andet job af tv-stationen. Man vil nemlig gerne ansætte ham som reporter på indlandsredaktionen i stedet. Men det er slut med at sidde foran kameraet.
"Begrundelsen, jeg har fået, er, at min værtsprofil ikke passer til TV 2 News, og det havde jeg helt ærligt slet ikke set komme," siger Henrik Skovgaard.
I går kom det frem, at også Hans Pilgaard fra blandt andet 'Hvem vil være millionær' er blevet fyret fra TV 2. Han står uden job fra nytår.
Kilde: B.T.