Med få dage tilbage af 2012 kan de danske soldater og deres familier glæde sig over, at ingen udsendte danske soldater har mistet livet i årets løb.
Det er første år siden 2003, at ikke én dansk soldat er blevet transporteret hjem i en kiste fra de internationale missioner i Irak og Afghanistan.
Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, glæder sig over den positive udvikling.
- I skrivende stund har hæren i 2012 ikke haft faldne i internationale operationer. Det er første gang i snart et årti, og det er en linje, jeg skriver med stor glæde, men også i eftertanke, skriver Rokos i en julehilsen på forsvarets hjemmeside.
Det seneste danske dødsfald stammer tilbage fra 3. september 2011, hvor den 22-årige konstabel Jacob Sten Lund Olsen blev dræbt af en eksplosion under en patrulje nær Gereshk i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan
I alt er 50 danske soldater afgået ved døden i Irak og Afghanistan siden 2002. Heraf langt størstedelen - 42 - i Afghanistan.
Men efter flere år med store tabstal er det tilsyneladende blevet mindre farligt at være dansk soldat i Afghanistan.
Den danske generalmajor giver denne forklaring på udviklingen:
- Missionen i Afghanistan har gradvist ændret sig, så hæren nu stiller flere trænere og færre enheder i kamprolle, skriver Agner Rokos.
Trods den ændrede rolle for de danske soldater har det i flere tilfælde været tæt på, at danske soldater er blevet dræbt i årets løb, ligesom en stribe danske soldater er blevet såret efter kamphandlinger og vejsidebomber.
Det har bragt antallet af sårede danske soldater i operationerne i Irak og Afghanistan op på 228.
Danmark har ikke længere soldater i Irak, mens der er omkring 650 danske soldater i Afghanistan.
Som følge af Natos tilbagetrækningsplan skal alle udenlandske kampsoldater være ude af Afghanistan inden udgangen af 2014.
/ritzau/