De Radikale kræver nu, at sundhedskampagner målrettes langt mere mod indvandrere.
Det skal blandt andet ske ved, at kampagnerne formuleres på arabisk, tyrkisk og engelsk, skriver Information.
"Det er nødvendigt at bruge det sprog, som mennesker forstår. Det kan ikke nytte, at vi kører det hele på dansk, når indvandrere i dag udgør 7,5 procent af befolkningen," siger den radikale sundhedsordfører Lone Dybkjær, der vil afsætte 15 millioner kroner til projektet.
"Når det handler om at bekæmpe f.eks. fedme, vil det være relevant at udvide kampagnerne til også at omfatte de tre største fremmedsprog," siger Dybkjær.
Forslaget møder opbakning hos de socialdemokratiske oppositionskolleger, mens både Venstre og Dansk Folkeparti er imod.
Kilde: Information