Næste gang, du skal have et nyt pas, sygesikringsbevis eller melde flytning, er det måske en indvandrer, der står i bag skranken på kommunens borgerservice.
For første gang udgør indvandrerne fra ikke-vestlige lande nemlig en lige så stor andel på de kommunale arbejdspladser, som de gør i hele arbejdsstyrken.
Indvandrere og deres efterkommere udgjorde i 2010 5,2 procent af de kommunalt ansatte, viser en særkørsel, som KL's nyhedsbrev Momentum har fået foretaget på baggrund af tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor og Danmarks Statistik.
Dermed er andelen næsten fordoblet på fem år, og kommunerne har for første gang nået målet om, at indvandrere skal være lige så godt repræsenteret på de kommunale arbejdspladser, som de er i arbejdsstyrken.
Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, er meget tilfreds.
"Kommunerne har arbejdet meget målrettet på det område i flere år med konstante stigninger i andelen. Det er derfor rart at nå den milepæl, at kommunernes medarbejderstab nu afspejler arbejdsstyrken," siger Michael Ziegler til Momentum.
Også hos Foreningen Nydansker vækker de nye, kommunale tal glæde.
"Jeg kan jo huske, da det her mål blev sat af kommunerne. Dengang var det et meget ambitiøst mål, og mange tvivlede på, at det kunne lade sig gøre. Men som udviklingen har været siden 2000, er det blevet mere og mere klart, at det ikke var urealistisk at have de ambitioner. Og det er superdejligt, at det nu er lykkedes," siger Torben Møller Hansen.