24-årsreglen og kravet om tilknytning til Danmark betyder, at stadig flere andengenerationsindvandrere dropper turen til det gamle hjemland for at finde en ægtefælle, og i stedet ser sig omkring efter en anden nydansker i Danmark.
Udviklingen betyder, at antallet af nydanskere, der gifter sig med hinanden, er mere end femdoblet siden 1999, skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik steg antallet af ægteskaber mellem nydanskere til 130 sidste år. Det er det højeste tal i mange år - og stigningen sker, selvom antallet af ægteskaber mellem etniske danskere og nydanskere ligger stabilt på omkring 100.
Kun en ud af 20 af kvinder med tyrkisk baggrund, der blev gift i 2007, blev gift med en dansk mand. Det skyldes, at nogle tyrkiske kvinder ikke tør følge deres hjerte, mener integrationskonsulent Esma Birdi.
"Det forekommer, at en tyrkisk kvinde har et godt øje til en dansk mand, men hun ved nærmest instinktivt, at et ægteskab med ham vil skabe store problemer. Langtfra alle kvinder er stærke nok til at træffe deres frie valg. De fravælger derfor den danske mand for at beholde et religiøst og kulturelt fællesskab med familien og omgangskredsen," siger hun til avisen.