Indvandrere er mere flittige til at starte nye virksomheder end etniske danskere, men til gengæld er indvandrere også mere tilbøjelige til at gå konkurs.
Det konkluderer en ny rapport fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, skriver Politiken.
Syv ud af ti virksomheder med en indvandrer i chefstolen holder mindre end fem år. For etniske danskere er tallet kun fem ud af ti.
Samtidig har indvandrernes virksomheder lavere omsætning, færre ansatte og mindre eksport end etnisk danske firmaer.
Det hænger blandt andet sammen med, at mange indvandrere bliver iværksættere i en meget ung alder uden den store erfaring - og så kan det altså nemt gå galt.
"Det er en skam, for der er et enormt potentiale blandt indvandrerne. De er generelt mere modige og villige til at starte egen virksomhed op. Her kunne vi danskere lære en masse," siger vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann.
Næsten dobbelt så mange indvandrere forsøger sig med egen virksomhed, viser tallene. 4,9 ud af 1.000 indvandrere er iværksættere mod 2,7 ud af 1.000 danskere.