Når der bliver sat krydser på valglisterne til folketings- og kommunalvalg, så er der fortsat færre indvandrere at finde i stemmeboksen.
Ved kommunalvalget sidste år var næsten to tredjedele af alle indvandrere sofavælgere.
Alene i Århus stemte 17 procent færre ved valget i forhold til kommunalvalget i 1997. Det skriver Politiken.
Tallene stammer fra en omfattende undersøgelse fra Integrationsministeriet.
Professor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, der står bag undersøgelsen sammen med en række andre eksperter fastslår, at det er tal, man skal tage alvorligt.
"Det må betegnes som et meget dramatisk fald, som bestemt ikke er godt for demokratiet. Der foregår en negativ socialisering, hvor indvandrere møder andre indvandrere, der heller ikke stemmer. Det er en dårlig spiral," siger han til avisen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er skuffet over tallene, men mener ikke, at man kan gøre mere.
"Jeg er selvfølgelig skuffet, men man skal ikke tvinge folk til at stemme. Vi har distribueret brochurer og opsat informationsmateriale på biblioteket, og så kan man tage det eller lade være. Jeg synes, vi har gjort meget," siger hun til avisen.