Brad Pitt mener selv, at han efter at være blevet far har fået en mere ansvarlig tilgang til at lave film. Han er nu i gang med at lave en liste over de film, han har været med i. Fra den vil han vælge de film ud, som han mener, at hans børn kan tåle at se. Det skriver Starpulse.com.
Skuespilleren har sammen med Angelina Jolie adopteret to børn og de fik under stor mediebevågenhed en biologisk datter i maj sidste år. Pitt har også besluttet, at han for fremtiden vil tænke sig lidt mere om, når han vælger roller.
»Hvad vil de se i mine film fra fortiden? Jeg er i gang med at lave en liste. Og ja, det farver bestemt, hvilke tilbud jeg vil tage imod i fremtiden. Jeg vil prøve at være lidt mere moden, tror jeg.«
Så nu er det nok slut med at Brad Pitt som skingrende skør psykopat som i ’Kalifornia’ og slut med afhuggede hoveder som i ’Seven’.