Fra 1. januar 2008 er der ikke flere kommunale tilskud til Peter Schaufuss’ balletkompagni.
Efter et møde i Holstebro Byråd i går aftes udsendte byrådet en pressemeddelelse, hvori det bekendtgjorde, at Holstebro Kommune har mistet tilliden til Peter Schaufuss som leder af Peter Schaufuss Balletten.
Byrådet er derfor ikke indstillet på at forlænge den nuværende egnsteateraftale med Peter Schaufuss Balletten, når den udløber 1. januar 2008.
Dansekompagniet har hidtil modtaget et årligt driftstilskud på 2,5 millioner kroner.
Holstebro Kommune er villig til at indgå i forhandlinger med Peter Schaufuss Ballettens bestyrelse om overtagelse af bygningskomplekset ”Dansens Teater” under forudsætning af, at overtagelsen vil kunne ske uden udgifter for kommunen.