Mange havde nok håbet på, at de kommende film fra instruktører som Thomas Vinterberg, Paprika Steen og Anders Morgenthaler havde fået lov at sole sig i det celebre Cannes, men faktum er at ikke én eneste dansk spillefilm blev udvalgt til den sydfranske festival.
Hvem, der helt præcist forsøgte at komme med, foretrækker filmbranchen at holde for sig selv. Især, fordi, man gerne søger på flere forskellige festivaler. For selv om Cannes stadig er den vigtigste, målt både i penge og prestige, så kigger de danske filmproducenter andre veje , som Filminstituttets festivalmanager, Lizette Gram, formulerer det.
- Hellere være stor på en lille festival end lille på en stor festival - alt efter, hvem man er som instruktør. De lidt mindre kendte kan sagtens få mere glæde af at være på mindre festivaler, påpeger Lizette Gram og fremhæver festivalerne i San Sebastian, Toronto, Karlovy Vary (i Tjekkiet) og navnlig Moskva.
Faktisk er Erik Clausens film Ledsaget Udgang netop kommet med i konkurrencen på Moscow Film Festival.
- Hvis en lille, dansk film er med i et sideprogram, kan den let drukne og blive skippet af anmelderne i Cannes, mens den på en mindre festival kan skabe en fantastisk stemning, som det skete for Paprika Steens Lad de små børn... i Karlovy Vary. Derfor er det vigtigt for os at skabe opmærksomhed om de andre festivaler, pointerer Lizette Gram.
Der er ingen danske
film med i palmejagten, men på årets Cannes Filmfestival kan man til gengæld se:
Quentin Tarantinos ’Death Proof’,
Gus Van Sants ’Paranoid Park’,
Emir Kusturicas
’Promise Me This’,
Joel & Ethan Coens ’No Country For Old Men’ og ikke
mindst
David Finchers ’Zodiac’.