Hvis du i dag tuner ind på DR s kanaler, bliver det ikke Paul Potts eller Beyonce, du skråler med på. For syvende år i træk er der Spil Dansk Dagen , og på skoler, spillesteder og i kulturhuse markeres initiativet med over 800 arrangementer.
Også her på Nyhedsavisens kultursider giver vi ekstra plads til den danske musik.
Ikke alle er med
Til gengæld agter hverken TV 2 Radio, The Voice eller Radio 100FM at spille mere dansk musik end normalt.
»Så vil vi hellere arrangere nogle unikke dage for vores lyttere, som ikke er dikteret af et musikerforbund,« siger Radio 100FMs musikchef Martin Marx og hentyder til de danske komponisters organisation, Koda, som opfandt Spil Dansk-dagen i 2001.
Svært at måle effekt
De seneste fem år er lysten til at komponere sange steget blandt danske musikere. I fjor registrerede Koda således 33.000 nye numre mod 26.000 for seks år siden. Men om det skyldes Spil Dansk Dagen er umuligt at sige. I det hele taget er det svært at måle en effekt, mener Fabian Holt, lektor musik ved Roskilde Universitetscenter.
»Men danske musikere kan se, at det giver mening at synge på dansk, og at udlandet ikke nødvendigvis er det, de skal måle sig mod.«
Henrik Marstal, musiker og ph.d. i musikvidenskab, bakker op om Spil Dansk Dagen, fordi den giver et skulderklap til den hjemlige musik, men han advarer mod arrangørernes nationale fokus, som han kalder »selvhøjtideligt«.
»For eksempel opfordres skoler og institutioner til at synge med på ¿Den danske sang¿, som har en danskhedsopfattelse, der overhovedet ikke svarer til eller respekterer den multikulturelle virkelighed, mange danskere lever i her i 2007,« siger han.
Du kan se, hvor arrangementerne afholdes, på www.spildansk.dk