
Anne Dorte Michelsen: Hvor var det nu vi var?
(RecArt Music). Udkommer mandag.
Væk med de gamle danske viser og de bittersøde smædekager fra Anne Dorte og hendes tuttenuttede ’Venter på Far’-husmødre.
Nu er den snart 50-årige Tøsedrengene-tøs klar med første soloudspil i seks år og au, hvor er det ufarligt. Det er øm skønsang og pæn hverdagslyrik pakket ind i fnugfrie arrangementer.
Men netop fordi Michelsen gerne skoser dem, der står i kø ved Elgiganten, så rammer ’visdomsordene’ trods alt plet, når selvsamme parcelhus-segment skal have hyggemuzak til aftenkaffen. Anne Dorte kan dog stadig noget med den dybe, personlige ballade såsom ’Hvad ved jeg?’, ’Gør jeg det umuligt for dig?’ og ’Lykkelige mandag’.
Man savner bare kunstnerisk spræl.