Når landets røde politikere beskylder de blå for at bremse væksten, så har det karakter af Christiansborg-fnidder.
De folkevalgte - uanset partifarve - kan nemlig ikke gøre meget for at skabe vækst, lyder det fra to førende økonomer i dagens Information.
"På debatten i øjeblikket virker det som om at politikerne kan gå ind og redde verden. Men reelt må vi konstatere, at mulighederne er ned i småtingsafdelingen," lyder det fra Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Bank.
Han bliver bakket op af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
"Det bliver helt sikkert ikke så offensiv en dagsorden, at det vil bringe os fri af den internationale afmatning," siger han.
Begge økonomer peger på den kedelige økonomiske situation i resten af Europa som årsagen til, at de hjemlige politikere ellers velmenende initiativer formentlig vil forblive virkningsløse.
I næste uge forventes det, at regeringen fremlægger sin vækstplan.