Hver fjerde dansker tror, at Jesus er Guds søn - og hver femte ser ham som verdens frelser.
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad.
Meningsmålingen viser, at det ikke kun er de ældre, der tror på historierne - men også unge forældre er godt med i troen på den 2.000 år gamle overlevering.
Tallene kommer bag på adjunkt Marie Vejrup fra Aarhus Universitet, der forsker i moderne kristendom.
"Der bliver hele tiden talt om traditionstab og faldende interesse for kristendommen, men tallene viser, at det slet ikke står så grelt til. Vi er inde i kristendommens kerneindhold, og det er helt tydeligt, at danskerne stadig tror," siger hun til avisen.
Ifølge den kristne overlevering var det Gud selv, der var far til Jesus-barnet. Ifølge traditionen gjorde han i form af Helligånden Maria gravid den 8. december - og efter kun 17 dages graviditet nedkom hun ifølge evangelierne med et velskabt barn.