Næsten hver femte af de danske unge får i dag en kandidatgrad, men det er ikke nok for regeringen. Den sætter nu for første gang tal på sit mål for antallet af danske akademikere.
Ambitionen er, at hver fjerde af dem, som afslutter 9. klasse i 2015, bliver kandidat fra universitetet, skriver Politiken.
"Vi kan se, at vi fremover får brug for endnu mere højtuddannet arbejdskraft. Derfor synes jeg, det er rimeligt at sige, også i forhold til universiteternes planlægning, at ambitionen fremover er, at hver fjerde får en akademisk uddannelse," forklarer Charlotte Sahl-Madsen til Newspaq.
Både inden for de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, men også inden for kultur og sprog er der behov for flere kandidater, mener ministeren.
I øjeblikket kæmper det danske samfund med, at der er unge, der går ud af 9. klasse i folkeskolen, uden at kunne læse. Det harmonerer ikke med ambitionen om flere kandidater.
"Der er taget rigtig mange tiltag både i folkeskolen og på ungdomsområdet, og det kommer der også fremadrettet, så jeg er helt sikker på, at vi kan få kvalificerede ansøgere til universiteterne. Det er nemlig vigtigt, at vi ikke kompromitterer på kvaliteten. Det er ikke kun et spørgsmål om en procentsats af en årgang. Det er bestemt også en ambition, at det skal være meget kvalificerede bachelorer og kandidater, vi får uddannet," fastslår Charlotte Sahl-Madsen.
Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack Linnemann glæder sig over den nye udmelding fra videnskabsministeren og kalder i Politiken tankerne for visionære.