Og det resulterer ikke kun i akavede danse-moves, blå mærker og tømmermænd.
Rigtig mange danskere vågner op næste morgen og indser, at de har lavet mere end bare at hyggesnakke med en kollega.
En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroxpress, viser, at 27 procent af danskerne har kysset med en kollega ved et firmaarrangement.
Og 11 procent er gået skridtet videre og har dyrket sex med en fra arbejdet.
Det kan måske lyde som et brag af en julefrokost - men pas på, lyder det fra en arbejdsmiljøkonsulent og en sexolog: De intime udskejelser med kollegaen kan få store arbejdsmæssige konsekvenser, hvis begge parter ikke er helt afklarede med situationen.
"Umiddelbart er det ikke noget problem, hvis begge parter er enige om, at det er sjovt og hyggeligt. Men man skal lige tænke sig grundigt om. Det kan blive svært at arbejde sammen efterfølgende," siger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent ved HK/Privat, til metroxpress.
Ifølge sexolog Helle Parmo er der en helt klar 'no-go' til julefrokosten: at score chefen.
"Jeg har oplevet, hvordan det kan sprede en masse negativ energi, hvis en medarbejder har en affære med chefen. Det kan gå ud over arbejdsglæden, trivslen og motivationen hos medarbejderen og skaber en masse hvisken i krogene," siger hun til metroXpress.