Rockere kører ofte rundt på dyre motorcykler men er samtidig på overførselsindkomster.
Over halvdelen af de personer, der er registreret som rockere eller bandemedlemmer hos politiet er på overførselsindkomst skriver Berlingske.
Men et ekstravagant forbrug med dyre biler og motorcykler kan nu ramme dem i nakken. Politiet er nemlig ved at undersøge om der er sammenhæng mellem de dyre vaner og indtjeningen.
Tidligere er politiet også stødt på dyre designermøbler rolexure og store bunker af kontanter, når de har lavet ransagninger hos rockere.
Det er Justitsministeriet, der har kortlagt rockernes sociale baggrund.
Undersøgelsen viser også, at kriminaliteten stiger markant, når folk bliver medlem af en bande. Mange rockere har i forvejen en kriminel løbebane, men når de kommer ind i en bande stiger kriminaliteten med 40 procent.
Justitsminister Lars Barfoed (K) siger, at undersøgelsen viser, at der behov for en bred, forebyggende indsats på et tidligt stadium.
"Vi har nu fået et detaljeret indblik i, hvem rockerne og bandemedlemmerne er, og hvordan de opererer. Bandemiljøet fungerer som en katalysator for alvorlig kriminalitet, og derfor skal vi sætte hårdt ind på at bremse de unge, inden de træder ind i miljøet," siger han i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen, der er den første af sin art, viser også, at rockere har haft en mere belastet opvækst end resten af befolkningen.