Hvis man købte et hus i Nordsjælland for tre-fire år siden, skal man være tålmodig, hvis man vil sælge sit hus til samme værdi som dengang. Det skriver SN.dk.
BRFkredit vurderer, at der gennemsnitligt kan gå op til 11 år, før huspriserne i Nordsjælland igen topper, og det er hele seks år mere end i resten af Danmark. Ifølge beregningerne vil huspriserne i resten af landet allerede ligge i top om fem år.
"Der skal naturligvis altid tages nogle forbehold, når man regner på gennemsnitlige satser. Man kan jo også have lavet en god handel, da priserne var på toppen, hvilket kan forskønne udsigterne. Men det generelle billede er, at boligejerne i Nordsjælland må væbne sig med tålmodighed, hvis de forventer at få det samme ud, som de selv gav," siger cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Ekelund til Frederiksborg Amts Avis.
Allerværst ser det ud for boligejere i Frederiksværk. De skal nemlig vente op til 16 år for at husprisen er den samme, som for tre-fire år siden.
Boligejerne i Hørsholm er mere heldige, da de kun skal vente syv år for igen at toppe som de første i Nordsjælland.