Boligejere, som stadig kæmper med efterveerne af lørdagens skybrud, skal ikke regne med, at deres kvaler er ovre, når kælderen er tør.
En række forsikringsselskaber er ifølge brancheforeningen Forsikring & Pension i færd med at hæve præmien for skybrudsudsatte områder, skriver Politiken tirsdag.
Forsikringsselskabet Alka er et af de selskaber, som arbejder med at hæve prisen på forsikring for de uheldige.
Prisforskellen på to helt ens boliger kan være op til 30-40 procent, lyder det.
"Hvis nogen bor i en dal, hvor vandet samler sig, kan vi tage det med ind i prissætningen. Og når vi ser stadig flere skybrud, vurderer vi, hvad det skal have af betydning, og korrigerer vore produkter af konkurrence- og forretningshensyn," siger produktansvarlig i Alka, Dan Juul, til avisen.
Samtidig står det klart, at en dyrere forsikring kan påvirke salgsprisen på et hus markant.