85 meter fremme ventede berømmelse og beundring, men 80 meter nede lurede døden, da den 28 årige australske vovehals, Robbie Maddison, tog fat i håndtaget på motorcyklen, gassede op og satte kursen ud i det rene ingenting.
Han ville som den første i verden krydse den græske kanal, Korinth. Derfor satte han torsdag morgen sin Honda 500 i gear og med 125 km/t drønede han afsted mod afgrunden, skriver Daily Telegraph.
Da motorcyklen og dens fører var på det højeste i springet, svævede motorcyklen 95 meter over kanalen.
"Det at hoppe over Korinth-kanalen var en udfordring, jeg ikke kunne modstå," sagde Maddison, der altså klarede springet, efterfølgende.
Australieren har tidligere sat rekord i længdehop på motorcykel, da han i 2008 sprang 107 meter på en bane i Melbourne. Og sammen med sin Honda 500 har han lavet baglæns saltomortale over en opslået Tower Bridge i London.
"Dette hop var forbundet med større risiko, end jeg nogensinde har udsat mig selv for tidligere, så den første forhindring, jeg skulle overvinde, var min frygt," siger vovehalsen.
Se video med det halsbrækkende hop her.