Hvad der skulle have været en hyggelig lørdag endte i et chok for reality- og Holtewood-parret Michael Monetz og Maria Rudi, da de opdagede, at tre af deres biler havde fået skåret dækkene op.
Parret fik øje på de flade biler på parkeringspladsen under en outletmesse i Valby, hvor de solgte jeans og t-shirts. De har meldt sagen til politiet, men lover også en bonus på 15.000 kroner til den, der kan hjælpe med de rigtige oplysninger.
Først troede parret, at der var begået hærværk mod flere af bilerne, men ugerningen var tilsyneladende kun rettet mod dem.
- Vi har jo vist vores biler og vores hjem frem i 'Familien fra Holtewood' på TV3, så måske er det dér, nogle har set, hvor vi bor. Jeg ved det ikke. Jeg har ingen fjender, og det har Maria heller ikke. Vi aner ikke, hvem der kan have gjort det her. Vi har naturligvis meldt det til politiet, men hvis der er nogen, der kender noget til det, så hører vi gerne nærmere, siger Michael til ekstrabladet.dk.
Kilde: ekstrabladet.dk