Opskriften på en Hollywood-succes lyder enkel: Et par store stjerner, et stort budget og en berømt instruktør. Men alligevel går det af og til galt i filmbyen.
I 2006 floppede adskillige Hollywood-film fælt, og filmmagasinet Variety har nu opgjort de 10 største økonomiske fejlinvesteringer i USA i år. Og der er adskillige tidligere Oscar-vindere på listen.
»All the King’s Men« med Sean Penn, Jude Law og Kate Winslet indspillede for eksempel kun 40 millioner kroner i USA, mens den kostede over 300 millioner kroner at indspille. Også »Basic Instinct 2« med Sharon Stone nævnes som et af årets største flop. Den indspillede også kun cirka 40 millioner kroner i de amerikanske biografer, men kostede udgiveren næsten 400 millioner kroner.
»Når det gælder trends, er det værd at lægge mærke til, at ingen af floppene var komedier eller horror-film, og at meget få af den var mega-budget-film. For det meste er filmene middeldyre dramaer for voksne og/eller historiske dramaer, ligesom der også er en del genindspilninger,« skriver magasinet.
Her er Varietys liste over de 10 største flops i Hollywood i 2006:
1. »All the King’s Men« (med Sean Penn og Kate Winslet)
2. »Basic Instinct 2« (med Sharon Stone)
3. »Flushed Away« (en animeret familiefilm)
4. »Flyboys« (en film om Første Verdenskrig)
5. »The Fountain« (med Hugh Jackman)
6. »Freedomland« (med Julianne Moore og Samuel L. Jackson)
7. »A Good Year« (med Russell Crowe)
8. »Lady in the Water« (en gyser af M. Night Shyamalan)
9. »Poseidon« (en genindspilning af en katastrofefilm fra 1972)
10. »The Wicker Man« (med Nicholas Cage)
Listen er rangordnet alfabetisk og ikke efter størrelsen af det økonomiske underskud.