Jennifer Aniston kaldte han for "Maniston", Bruce Willis' datter hed konsekvent "Potato Head", og den britiske skuespillerinde Sienna Miller fik øgenavnet "Sluttyenna".
De hånende navne var indtil for nylig at finde på Hollywoods mest hadede hjemmeside - gossip-bloggen www.perezhilton.com.
Men nu er det slut.
Perez Hilton, manden bag bloggen, hvis rigtige navn er Mario Lavandeira, er nemlig født på ny. Og i en video på sin hjemmeside lover han med tårer i øjnene, at han ikke vil mobbe de kendte mere.
"Jeg har ikke tænk mig at kalde folk grimme navne mere. Jeg har ikke tænkt mig at være led. Jeg synes ikke længere, det er i orden at gøre nar af andre mennesker," fortæller han.
Reaktionen kommer efter bloggeren i efteråret dækkede en række teenage-selvmord i USA. Flere af de unge tog livet af sig selv på grund af homofobisk mobning og internetchikane.
Perez Hilton er selv kendt for med vold og magt at hive folk ud af skabet på hjemmesiden, hvis han mener, de er homoseksuelle. Men nu kan de kendte altså beholde deres navne og seksuelle orientering i fred for den frelste blogger.
Her kan du se en liste over Hiltons mest hadefulde kælenavne.
Se bloggen: www.perezhilton.com