Overvågning af lediges elforbrug er 'sygt' og 'ude af proportioner.'
Det siger SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge, efter at det er kommet frem, at der foregår politiske forhandlinger om overvågning som muligt nyt redskab, der kan afsløre svindel med sociale ydelser.
Regeringen vil overvåge lediges elforbrug: "Det er en glidebane"
- Det er langt ude at mene, at man skal indføre overvågning af lediges elforbrug, fordi man skal fange nogle ganske små fisk, mens skattesnydere og pengevaskere går grinende omkring. Det her er ramt fuldstændig ved siden af, siger Karsten Hønge.
Alle Folketingets partier med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten er med i kredsen, som i øjeblikket forhandler med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om nye regler for kontrol af snyd med sociale ydelser. Overvågning af elforbruget en et af en række forslag, som regeringen har spillet ud med. Målet er at afsløre, om borgere lyver om, hvor de bor for at kunne modtage sociale ydelser.
Sådan skriver regeringen i udspillet 'Sanktioner på kontanthjælpsområdet':
'En række offentlige forsørgelsesydelser er afhængige af, hvor borgeren opholder sig, og om borgeren er enlig eller samboende. En persons reelle bopæl kan i nogle tilfælde være vanskeligt at fastslå, og oplysningerne hentes i dag manuelt fra sag til sag.
Regeringen foreslår, at Den Fælles Dataenhed i Udbetaling Danmark får mulighed for at samkøre registre, som kan bruges til at fastslå, om en person har haft bopæl på en given adresse.'
Regeringen fremlagde i marts 20 forslag med det formål at forenkle og skærpe sanktioner og styrke kontrollen med offentlige ydelser. En række partier forhandler i øjeblikket om de fremtidige regler.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har ladet forstå, at man er klar til at gå langt for at komme socialt bedrageri til livs, men om overvågningen er det rette middel, vil ordførerne Leif Lahn Jensen (S) og Bent Bøgsted (DF) endnu ikke afgøre.
Socialchefer om overvågning af ledige: "Vi bruger bare værktøjerne"
SFs Karsten Hønge siger, at han er 'ganske usentimental i forhold til at fange sociale bedragere, der stjæler af fællesskabets kasse'. Kontrollen i lufthavnen, hvor myndigheder tjekker borgere, om borgere på sociale ydelser rejser ud af landet uden at have indberettet det til kommunen, har SF'erens fulde opbakning.
- Der er ingen grund til, at vi skal være til grin for skatteborgernes penge, men der skal være proportioner i det. Her er der intet forhold mellem det værktøj, man har tænkt sig at bruge, og den opgave, der skal løses, siger Karsten Hønge og pointerer, at SF vil gøre sit til, at forslaget bliver 'hamret i jorden' i de kommende forhandlinger.
Hvis jobcentre har mistanke om omfattende svindel, opfordrer han til at melde borgeren til politiet, som så kan skride ind.
Forslaget om overvågning har mødt kritik fra It-Politisk Forening, der i Fagbladet 3F kalder det 'enormt indgribende at registrere borgeres elforbrug.'
Regeringspartiet Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Laura Lindahl siger til TV2, at det hører 'ingen steder hjemme at tiltuske sig adgang til ydelser, man ikke har ret til,' men at hun også er bekymret over 'tendensen med at overvåge almindelige mennesker i langt større omfang' og har spurgt ind til netop det.
LA om el-overvågning: Vi er bekymrede over tendensen
Snyd med offentlige ydelser er med til at underminimere det danske velfærdssamfund, sagde Troels Lund Poulsen, da han præsenterede regeringens udspil i marts.
- Derfor skal indsatsen mod snyd og fejludbetalinger være langt mere effektiv, så der bliver sat en stopper for både udbetalingsfejl og personer, som misbruger systemet og snyder sig til ydelser, erklærede ministeren.