Flere problemer har været undervejs i forbindelse med produktionen af Guillermo del Toros første Hobitten-film.
Planen var, at filmen skulle have premiere i slutningen af 2011, men nu udtaler Warner Bros.'s direktør Alan Horn, at den første film ikke når frem til det store lærred før udgangen af 2012. Det skriver Variety.
Producer Peter Jackson, der blandt andet står bag de tre Ringenes Herre-film, har dog ellers i længere tid forsikret om, at filmen ville udkomme til den planlagte dato. Men filmholdet har nu indset, at den stramme tidsplan er for urealistisk.
Vigtige beslutninger vedrørende den kommende Hobitten-film er heller ikke taget endnu. For eksempel mangler filmens manuskript at blive færdiggjort, mens filmproducenten New Line skal udregne budget og derefter finde roller til filmen.
Rygter florerer dog om, at den tidligere Spiderman-stjerne Tobey Maguire har fået en rolle.