Ledelsen i Skat har beordret 320 medarbejdere på overarbejde for at behandle forældelsestruede skatterestancer inden udløbsdatoen.
Og en del af de medarbejdere, der nu må redde stumperne på grund af problemer med det skandaleramte inddrivelsessystem EFI, er sendt på opgaven i deres opsigelsesperiode.
Det er både "uanstændigt" og "uacceptabelt", lyder det fra fagforeningen HK/Stat.
- Man kan ikke bede folk om at gøre en ekstra indsats, efter de er blevet opsagt, oven i købet i en situation, som ledelsen kunne have forudset. Det er ikke anstændigt. Det er ikke god arbejdsgiveradfærd, siger formand Rita Bundgaard til Newspaq.
Fagforeningen har ikke overblik over, hvor mange af de fyrede, der har fået pålagt overarbejde, men oplyser, at det er tale om en fælles-mail fra ledelsen i Skat, som er sendt til i alt 320 medarbejdere i afdelingen Indsats.
Redningsaktionen for inddrivelsessystemet EFI bliver belønnet med overarbejdsbetaling til medarbejderne. Men for de fyrede kan det betyde, at de vil blive modregnet i deres dagpenge, når de har haft sidste arbejdsdag og overgår til ledighed.
- Det er hverken rimeligt eller menneskeligt at stille de fyrede medarbejdere i denne situation, mener Rita Bundgaard.
Sammen med HK"ernes formand i Skat, Ulla Fabricius, har fagforeningen i dag bedt lederne i Skat om at friholde de fyrede medarbejdere, men endnu ikke fået svar.
Lykkedes det ikke at få skabt forståelse for de fyrede medarbejderes situation, så erkender Rita Bundgaard, at der næppe er meget mere at gøre ad den kanal.
- Vi har ingen muligheder i forhold til overenskomsten eller andet. Det er op til den enkelte medarbejder, om man har mulighed for at deltage i overarbejdet. Og der kan selvfølgelig være årsager til, at man ikke kan deltage, siger hun.
Newspaq