HK Handel har afsendt overenskomstkrav til samtlige ParadIS butikker.
Det sker efter, at det i går kom frem i Politiken, at en ansat var blevet fyret for at melde sig syg - og at virksomheden i øvrigt pålægger sine medarbejdere selv at finde afløsere ved sygdom.
"Vi reagerer ligeså snart, vi får kendskab til den slags forhold. Det er ikke i orden at behandle de unge medarbejdere på den måde. Derfor har vi krævet en overenskomst med virksomheden. På den måde vil der ikke være tvivl om spillereglerne," siger formand for HK Handel, Jørgen Hoppe.
De unge er typisk ikke medlem af en fagforening, og derfor er deres arbejdsvilkår forholdsvis uregulerede.
"Mange af de unge står alene, når chefen kommer med urimelige krav. Det er et problem, fordi de så er tilbøjelige til at finde sig i mere, og ellers bliver de bare fyret. Men ligeså snart vi hører, at der foregår noget forkert i en butik, så rykker vi ud. Vi ville bare have nemmere ved at hjælpe de unge, hvis de var medlem og vi havde kontakt til dem," siger Jørgen Hoppe.
HK Handel har indført et unge-medlemskab til 95 kroner om måneden, så unge fritidsjobbere også kan få beskyttelse og fagligt fællesskab.
Kort før jul indgik HK Handel overenskomst med den udskældte bageri-kæde Agnes Cupcakes.
Virksomheden røg ind i et mediestormvejr på grund af ansættelseskontrakter, der blandt andet pålagde de ansatte en bod på 250.000 kroner, hvis de omtalte virksomheden offentligt.