En omfattende strejke og konflikt imod fitness-kæden Fitness World blev i nat afblæst.
Her blev HK/Privat og Fitness World enige om en overenskomst, der blandt andet sikrer medarbejderne minimumsbestemmelser vedrørende løn, ferie, pension, arbejdstid, barsel.
Overenskomsten gælder for medarbejder på kædens 58 centre rundt om i landet.
"Vi er meget tilfredse med, at det lykkedes at få en overenskomst på plads med Fitness World. Vi har haft nogle gode forhandlinger og ser frem til at indgå i et godt samarbejde med Fitness World til gavn for alle. Nu har vi en overenskomst," siger næstformand i HK/Privat, Bjarne Nielsen.
Dermed undgår Fitness World både strejke og sympatikonflikt i flere LO-forbund, der var varslet fra 12. august, og som ville betyde, at bygningen af nye centre i den hastigt voksende kæde ville stoppe over hele landet.
Men det lykkedes at undgå konflikten i sidste øjeblik.
"Det er klart, at vi helst vil finde løsninger, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi kunne lave en overenskomst med Fitness World uden at skulle ud i konflikt," siger næstformand Bjarne Nielsen.