Claus Hjort Frederiksen (V) kan tøre sveden af panden.
Efter tal-tumult over, hvor meget regeringen, DF og De Radikales tilbagetrækningsreform giver til statskassen i 2020, viser en forklaring fra De økonomiske vismænd samme resultat som regeringens beregninger.
"En retvisende fremstilling af den beregnede saldoeffekt (af tilbagetrækningsreformen, red.) kunne således være, at den med relativt stor sandsynlighed ligger i intervallet 15 - 19 milliarder kroner," skriver vismændene i en pressemeddelelse.
Regnedrengene i Claus Hjorts Finansministerium havde tilbage i foråret regnet effekten af reformen til at være 18 milliarder. Tidligere fredag skrev Ugebrevet A4 ellers, at reformen kun gav 14 milliarder på kistebunden, og regeringen manglede derfor fire milliarder kroner, før der kunne komme to streger under facit.
Men misforståelsen er helt normal, mener Bo Sandemann, professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Der er nemlig så mange ubesvarede spørgsmål i regnestykket, at det er næsten umuligt at være præcis.
"Hvis vi har en normal beskæftigelse i 2013, hvilket jo er meget usikkert, så kan det være afgørende for, hvordan regnskabet ser ud i sidste ende. Der skal ikke de store forskydninger til, før det ændrer alt," siger Bo Sandemann til Newspaq og uddyber:
"Det er ikke så mærkeligt, at resultatet kan svinge lidt."
Vrider man armen om på vismændene, så gætter de på en indtægt på 17 milliarder kroner fra reformen. Altså en milliard under regeringen. Det skyldes, at vismændene forventer, det offentlige vil bruge flere penge i fremtiden, som derfor suge overskuddet fra reformen til sig.