Regeringens opgør med private sundhedsforsikringer glæder fagforbundet FOA.
Fradraget på sundhedsforsikringer fjernes fra 2012 eller fra udløbet af gældende overenskomstperiode. Det står klart, efter at regeringen i dag har præsenteret sin skatte- og afgiftspakke.
Ændringen skal skabe mere lige adgang til sundhedsydelser, lyder argumentet.
Og det tror formand for sosu-assistenter og hjemmehjælperne, Dennis Kristensen, på. Ingen af hans 200.000 medlemmer har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.
"Det er godt at afskaffe en skatteyderfinansieret ordning, der opdeler folk i et A- og et B-hold," siger han til Newspaq.
I dag har knap 1,1 million danskere en sundhedsforsikring. Ni ud af ti forsikrede har ordningen gennem deres arbejde.
Sidste år udbetalte forsikringsselskaberne 1,3 milliarder kr. til danskere med sundhedsforsikring.
Når ingen af FOA's medlemmer har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, er det et bevidst valg, siger Dennis Kristensen.
"Vi har ikke ville rejse overenskomstkrav om det hos os. For vi synes, at det er betænkeligt, hvis de, der står for pleje og behandling af borgere, kommer i en situation, hvor de selv kan springe borgerne over," siger Dennis Kristensen.
Han mener også, at private sundhedsforsikringer gør det svært at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse.
"De ressourcer, der er i sundhedsvæsenet, bliver dirigeret derhen, hvor forsikringerne kommer til udmøntning. Dermed flytter det de politiske prioriteringer," siger han.