Hjemmehjælperen er ikke det, hun udgiver sig for at være.
Det har flere danskere oplevet.
I går blev en mand fra Greve opsøgt af en kvinde, der hævdede at være fra hjemmeplejen - og hun var også iført en uniform fra Greve hjemmepleje.
Kvinden kom ind, men kort efter opdagede manden, at der var stjålet en nøgle fra hjemmet, skriver DR København.
Også i Allerød er der stjålet jakker med logoet "Allerød Kommune - Sundhed & Omsorg".
Det har fået kommunen til at opfordre borgerne til at spørge efter et ID-kort med foto, hvis de er det mindste i tvivl om, hvorvidt en person er ansat i hjemmeplejen.
Karen Stæhr, sektorformand i FOA, vil have strammet op på sikkerheden, så det kun er 'ægte' hjemmeplejere, der får udleveret uniformer.
"Der må være en brist i systemet, som vi skal være mere opmærksomme på. For det er dybt ulykkeligt for de ældre, der har dyb tiltro til hjemmehjælperen, hvis denne raner ting fra den ældres hjem," siger hun til Newspaq.