Den tidligere officer i den tyske Wehrmacht, Philipp Freiherr von Boeselager, er død 90 år gammel. Det oplyser det tyske militær ifølge CNN.
Dermed er den sidste af de overlevende officerer bag attentatforsøget mod Adolf Hitler den 20. juli 1944 gået bort.
Det mislykkedes attentatet mod Hitler blev ledet af Oberst Claus von Stauffenberg. Planen var at dræbe ham med en tidsindstillet bombe, men selvom bomben gik af, blev Hitler kun lettere såret.
Efter attentatforsøget blev Claus von Stauffenberg og flere andre arresteret og henrettet samme nat, og i de efterfølgende retssager blev flere tusinde officerer henrettet - heriblandt mange uskyldige.
Philipp Freiherr von Boeselager blev hvervet til modstandsbevægelsen mod Hitler i 1942. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung for tre uger siden fortalte han, at han allerede tidligt fandt ud af, at jøder blev systematisk dræbt under krigen, og at han ikke var det mindste i tvivl, da han blev bedt om at medvirke til at dræbe Hitler.
Efter det mislykkede attentat lykkedes det ham at flygte sammen med broren Georg.
Hvis attentatet var lykkedes, havde det været Boeselagers opgave at lede en styrke på 1000 mand ind i Berlin.
Attentatet mod Hitler har dannet baggrund for en lang række film, og næste år kommer endnu én i rækken. Her spiller den amerikanske skuespiller Tom Cruise hovedrollen som Claus von Stauffenberg.