Instruktøren Steven Spielberg ville utroligt gerne have mødt sit store idol, den britiske mester-instruktør Alfred Hitchcock. Men Hitchcock gav gentagne gange den unge instruktør afslag på at komme i audiens.
Hvorfor, fik Spielberg aldrig at vide, men nu kommer der en bizar forklaring. Skuespilleren Bruce Derns erindringsbog ’Things I’ve Said, But Probably Shouldn’t Have’, som kommer ud til maj, fortæller historien bag, skriver NY Post.
Bruce Dern prøvede ifølge bogen at overtale den aldrende instruktør til at møde sin unge fan, da denne var meget inspireret af Hitchcocks ’Psycho’ og ’Fuglene’. Spielberg havde lige haft stor succes med ’Dødens Gab’ og håbede derfor, at idolet ville hilse på ham. Men det ville Alfred Hitchcock bestemt ikke.
»Er det ikke knægten, der har lavet fiske-filmen? Jeg kunne aldrig sætte mig og snakke med ham. Jeg ville kigge på ham, og føle mig som en luder,« lød det fra gysermesteren.
Den forundrede Bruce Dern spurgte Hitchcock, hvorfor Spielberg skulle få ham til at føle sig som en luder, hvortil Hitchcock svarede:
»Fordi det er mig, der har lagt stemme til ’Dødens Gab’-forlystelsen i Universal Studios forlystelsespark. De gav mig en million dollars for det. Jeg tog dem, og jeg gjorde det, og jeg er sådan en luder. Jeg kan ikke sætte mig ned og tale med knægten, der har lavet fiske-filmen. Jeg kunne ikke engang røre hans hånd.«
Hitchcock døde i 1980 i en alder af 80 år. Spielberg nåede aldrig at møde sit idol.