Det ser ud til at flere konfirmationer og sølvbryllupper i Mariager er reddet.
For et par måneder siden lukkede Sparekassen Vendsyssel nemlig kassen i, så Hotel og Restaurant Postgaarden på Torvet i Mariager måtte dreje nøgle om og sløjfe alle reservationer.
Nu kan Randers Amtsavis fortælle, at den lokale erhvervsmand og direktør i SR Food i Randers, Jan Højby, har købt stedet med den mere end 400 år lange historie.
Jan Hørby fortæller til avisen, at Hotel og Restaurant Postgaarden vil fortsætte som spisested, og at han har indgået en aftale med ægteparret Lars og Dorthe Knudsen om forpagtning af Hotel Postgaarden.
- Lars og Dorthe har i flere år drevet virksomheden K-Grill Catering i Randers, og jeg har stor tiltro til, at de har dét, der skal til for at drive Postgaarden med succes, siger Jan Hørby til avisen.
Jan Hørby fortæller, at han gennem de seneste måneder har forhandlet frem og tilbage med konkursboets kurator. Men han ønsker ikke at oplyse, hvad han har betalt for bygningerne.
- Det er klart, at for mig er købet af Postgaarden ikke et filantropisk korstog. Det er først og fremmest et spørgsmål om at lave en investering, der kan give et afkast. Men når de to ting kan gå op i en højere enhed, som jeg mener, det er tilfældet her, så er det kun en fordel, siger han.
Lars og Dorthe Knudsen siger til avisen, at de vil servere klassiske kroretter - for eksempel stegt ål.