Maldivernes turistminister Abdulla Mausoom har afsløret en såkaldt 3V-strategi for at lokke turister til de tropiske drømme-øer i Det Indiske Ocean.
3V står for "visit, vacation, vaccination" - på dansk besøg, ferie, vaccination - og sigter mod, at turister kan blive vaccineret, når de holder ferie i den lille østat, skriver CNBC.
I praksis vil det betyde, at turisterne holder ferie længe nok, så de kan få både det første og andet stik vaccine mod covid-19. Turisterne er således nødt til, at booke en ferie på mindst et par uger for at blive færdigvaccineret i tropeparadiset.
Der forlyder endnu intet om om turisterne selv skal betale for vaccinationen, ligesom turistministeren heller ikke har sat en startdato på 3V-strategien.
Det skulle dog være ganske vist, at turister ikke vil blive vaccineret før den lokale befolkning er færdigvaccineret.
Maldiverne er ikke det eneste land som forsøger, at lokke turister til.
Således har myndighederne på Malta skruet et tilbud sammen, som skal lokke turister til øen i Middelhavet.
På Malta vil turister blive betalt for at holde ferie. Booker man et femstjernet hotel belønnes man med 200 euro (knap 1.500 kroner).
Er hotellet firestjernet, er belønningen 150 euro, mens der er 100 euro til dem der vil holde ferie på et trestjernet hotel.
Malta har sat omkring 40 millioner kroner af til projektet, som sættes i værk i juni, og som kan komme til at glæde i omegnen af 35.000 turister.
I mellemtiden har en række lande lanceret nye visa til folk som vil - eller nærmere kan - arbejde på distancen - de såkaldte fjernarbejdere. Således gives der mulighed for forlænget ophold i op til et år på Barbados, Mauritius og i Kroatien.