Var det mon noget med et ophold på et femstjernet hotel – og få penge for det? Det lyder som lidt af en røverhistorie, men den er altså god nok.
Det er myndighederne på Malta, der har tænkt kreativt for at lokke turister til øen i Middelhavet, der lige som resten af verden er hårdt ramt oven på coronapandemien.
Og løsningen er altså at betale turisterne for at komme. Bor du på et femstjernet hotel – bliver du belønnet med 200 Euro (knap 1500 kroner). Er hotellet firestjernet, lyder belønningen på 150 Euro, mens de nærige på et trestjernet hotel modtager 100 Euro. Det skriver avisen Times of Malta.
Myndighederne på øen har afsat omkring 40 millioner kroner til projektet, der søsættes til juni og menes at komme til at glæde omkring 35.000 turister.
Halvdelen af belønningen kommer fra myndighederne – den anden halvdel af de hoteller, der vælger at deltage i programmet. For at kunne få den kontante gave kræver det, at man booker direkte på hotellet. Og man skal booke mindst tre nætter.
Ifølge Visit Malta åbner øen for turister igen fra 1. juni.