Når seersuccesen Vild med dans sendes igen på fredag, får et helt nyt par debut i programmet.
Sidste års vinder, Steen Lund, træder til med kort varsel og bliver dansepartner for Vicki Berlin, hvis hidtidige partner, Jesper Dalsgaard, har meldt fra.
- Jeg er stolt af, og beæret over, at TV2 har tænkt på mig. Jeg er glad for at kunne hjælpe og glæder mig til at tage udfordringen op sammen med Vicki, som jeg ser frem til at danse med. Jeg ved, det bliver en krævende omgang – men også, at det er det hele værd, siger Steen Lund i en pressemeddelelse.
Sejt gået
TV2-redaktør Gitte Madsen jubler over den hurtige løsning.
- Det er så sejt gået af både Vicki og Steen, at de tager udfordringen op. Steen Lund er utrolig rutineret i Vild med dans-sammenhæng og meget afholdt på holdet i øvrigt. Derfor er han det absolut bedste bud på en værdig makker for Vicki, efter at Jesper Dalsgaard desværre har måttet melde fra, siger Gitte Madsen.
Jesper Dalsgaard er derimod ked af at skulle forlade Vild med dans , selvom han nu får tid til at stresse af.
- Kunsten er at sige fra i tide, før der sker en uoprettelig skade på sind og krop. Jeg synes selvfølgelig, det er smadder ærgerligt at måtte trække mig fra Vild med dans , lige som det var allersjovest, siger Jesper Dalsgaard.
Fortsætter efter planen
Bortset fra udskiftningen af Vicki Berlins dansepartner vil fredagens Vild med dans fortsætte som planlagt.
I det kommende program står hele syv danse på programmet. I standarddansene kan seerne opleve Said Chayesteh i vals, Vicki Berlin i quickstep og Rikke Hørlykke, der kaster sig ud i en tango.
I latin-afdelingen skal Lai Yde danse cha cha cha, Robert Hansen fører sig frem i en jive, Lisbeth Østergaard viser sine rumba-evner, mens Anne Louise Hassing prøver kræfter med tyrefægterdansen Paso Doble.