Sangerinde Beyoncé er netop kåret som den smukkeste kvinde i verden af bladet People Magazine. Men hvem er den smukkeste kvinde i Danmark?
Hvis man spørger de danske kendisser, ligger den 43-årige tidligere supermodel Helena Christensen på førstepladsen. Og selvom alderen har modnet modellens ansigt, så det ikke længere er helt glat som et nystrøget lagen, gør det tilsyneladende ikke noget.
- Hun er så smuk. Og hun bliver smukkere med alderen, siger kvinden bag kosmetikmærket Rudolph Care, Andrea Elisabeth Rudolph.
- Hun er dejlig. Hun er ikke helt ung længere, men hun har en skønhed og en aura omkring sig, tilføjer kendisfrisøren Gun-Britt.
Skønhedsguruen Ole Henriksen er enig. Han fortæller, at han er vildt begejstret for Helena, fordi hun er naturligt smuk og lækker. Og sangerinden Saseline synes, at alder og erfaring skinner igennem og giver supermodellen en dybde.
Skuespiller Troels Lyby ser sig nødsaget til at pege på to kvinder.
- Min kone er smukkest. Men Mille Dinesen er også smuk. Hun har karakter og udstråling. Personlighed, glimt i øjet og humor gør en kvinde smuk. De ting sætter mænd mere pris på, end kvinder tror, forklarer han.