Ritzau
Opdateret kl. 09:30
Forsker og forfatter Svend Brinkmann kan fejre sin 42 års fødselsdag lørdag med førstepladsen i Politikens årlige kåring af Danmarks mest markante meningsdannere.
Psykologiprofessoren var med sin kamp mod jahatten bedst til at sætte dagsordenen i 2017 og har dermed overtaget førertrøjen fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der vandt i både 2015 og 2016.
Det vurderer et dommerpanel bestående af 50 personer fra medie-, kultur- og uddannelsessektoren, som Politiken har bedt rangordne 100 fremtrædende danske debattører efter deres evne til at flytte og udfordre den offentlige opinion.
Svend Brinkmann har taget danskerne med storm med sine tidsåndskritiske bøger "Stå fast", "Ståsteder" og "Gå glip", med sine mange klummer i Politiken og sin markante tilstedeværelse på sociale medier.
- Brinkmann er ikke bare en, der mener noget - han står på et stærkt fundament af viden, som han formår at formidle, så folk forstår, hvad han siger.
- Jeg tror, han vinder, fordi folk er trætte af debattører, der bare mener ting. De vil gerne have én, der rent faktisk ved noget, siger direktør for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Trine Nielsen, der er medlem af dommerpanelet.
Svend Brinkmann, der til hverdag er psykologiprofessor på Aalborg Universitet, har modtaget adskillige priser. Blandt andet modtog han i 2015 DR's formidlingspris Rosenkjærprisen og Gyldendals formidlingspris sammen med Lene Tanggaard.
/ritzau/